lørdag den 31. august 2013

Lørdag

Så blev det lørdag og dermed weekend. To do listen er alt for lang og fyldt med alt for kedelige ting, som tøjvask, opvask, rengøring og rudekuverter der skal tages stilling til.

Men mon ikke der også bliver tid til at sætte mig med en god kop the og kigge lidt i de nye kataloger fra Stof og Stil eller efterårets Mood?


God weekend til jer alle derude.

onsdag den 28. august 2013

Tiden går...

Lige nu syntes jeg at tiden går lidt for hurtigt. Jeg er startet i skole igen, så meget af tiden går med læsning. Det efterlader ikke så meget tid til det kreative eller bloggen for den sags skyld.

Men det er ved at være længe siden jeg sidst har skrevet noget, så jeg tænkte at jeg lige ville vise min nyeste investering frem, nemlig disse skønne kageudstikkere:


De er rimelig store, så det bliver nogle ordentlige småkager, med masser af plads til pynt. Jeg glæder mig til at få dem brugt, men det bliver nok ikke lige foreløbig.

lørdag den 24. august 2013

Hæklet vest eller øøh..?

For to år siden købte jeg garn til en vest jeg ville hækle, men projektet strandede og har ligget lige siden.
Projektet kom på sommerens to do liste, men da jeg fandt det frem igen konstaterede jeg at jeg egentlig hverken syntes om garnet eller modellen længere. Derfor valgte jeg at droppe det, og i stedet hækle en pose til tøjklemmer ud af garnet.


Først tænkte jeg at der skulle syes et stykke stof på hvor der stod "klemmer", men undervejs blev jeg (meget) inspireret af et indlæg her hos nørkletøserne. Endnu engang blev planen ændret, og vesten endte med at blive til et lille klemmemonster, der nu hænger så fint på vores tørrestativ.

onsdag den 21. august 2013

Hæklede kort (Giveaway)

På sommerens to do liste stod også til og fra kort med hæklede kanter. Indrømmet, jeg er ikke helt færdig, men jeg har lavet huller i alle 43 kort, og lavet kanter på ca. halvdelen af dem.

Det er ret mange kort i alt, så derfor vil jeg give nogle af dem væk til en af mine skønne læsere.



På højkant er 5 valgfri kort. Alt du skal gøre er at være fast læser og smide en kommentar hvor du skriver hvilke kort du ville vælge fra de to ovenstående billeder.
Du skal være velkommen til at dele på din egen blog, det giver ikke ekstra lodder, men måske bedre karma ;)

Vinderen trækkes fredag d. 6 september.

mandag den 19. august 2013

Status på sommerens projekter

I starten af min sommerferie skrev jeg en liste over projekter jeg ville nå inden skolen startede igen og i dag starter skoleåret officielt igen, derfor er det tid til at gøre status.

- Strikket julesok
- Hæklet vest (vest droppet, men noget andet blev lavet med garnet)
- Sy bluse sammen (Har klippet stykkerne)
- Hækle ugle grydelapper færdige
- Sy en hæklet flødebolle sammen
- Hækle lilla sjal færdig
- Stoppe mine strømper
- Male + sample på tøjklemmer
- Sy for i et hæklet penalhus
- Lave et prikmaleri færdig (Maleri er blevet væk)
- Hækle kant på tæppe
- Lave til og fra kort med hæklet kant
- Sy en knap på min skjorte
- Læg sommerkjole op


Tre af projekterne nåede jeg ikke, men 11 projekter er nu ude af verden og dermed er den dårlige samvittighed også mindre. Tilgengæld fik jeg også lavet en masse småting der ikke stod på listen.
Alt i alt syntes jeg at det på krea fronten har været en vellykket sommer.

søndag den 18. august 2013

Is i sommervarmen

I starten af ferien hvor det var så utrolig varmt, lavede jeg at par lækre is. De hjalp ikke så meget på varmen, men søde ser de ud.

Opskriften på den lyserøde er fra Drops Design og kan findes her.
Ved den brune freestylede jeg lidt.

Flødebollen er fra sommerens to do liste, den har fået plastgranulat i bunden så den står stabilt.

torsdag den 15. august 2013

Fødselsdags shopping

I år havde jeg fødselsdag mens jeg var i Østrig, blandt andet derfor fik jeg en masse penge i gave. I går var jeg så på shoppetur med en veninde for at få brugt nogle af alle fødselsdagspengene.

Egentlig købte jeg mest nogle småting som jeg stod og manglede, for eksempel en ny mus til min computer, undertøj og lidt the. Men jeg vil da også lige vise dagens to bedste køb, som jeg måske knapt så meget vidste at jeg manglede:

Trøje med super hyggeligt print


Billedet har jeg lånt på tigers hjemmeside her
Og en niarmet lysestage til lagkagelys, den fås både i pink og hvid, min er hvid, for så passer den lidt bedre til begge køn. Måske et lidt tosset køb, men jeg bliver lidt glad indeni ved tanken om at jeg nu er ejer af en lagkage lysestage.

tirsdag den 13. august 2013

Ferietid = ventetid

For mig er ferietid også tit lig ventetid, da jeg kører meget med tog. Derfor er det rart at have et hækletøj med sig.

Denne sommer har jeg kastet mig over at lave en flagranke. Det gik så lidt hurtigere end forventet, så nu laver jeg lige en ekstra...


Derudover har jeg også lavet et par spejlæg, sådan bare lidt for sjov fordi jeg kunne. De ender jo nok i kassen med ting jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til, men de redede da den time jeg havde ved busstoppestedet i Kolding.


Er det kun mig der har meget ventetid i ferien? Og hvordan får I andre tiden til at gå?

søndag den 11. august 2013

Sans 2013

I går var vi jo på Sans 2013, et vellykket marked, til trods for at det stod ned i stænger det meste af dagen.


Der kom masser af mennesker forbi og fik smagsprøver, en snak om honning og de fleste tog da også et glas eller to med hjem. Den helt klare bestseller var vores nyslyngede honning, som vi sad og tappede efterhånden.


Både børn og voksne syntes det var spændende at høre min far fortælle om hvordan honningen bliver til. Vi havde et bistade og nogle få tavler med, så folk kunne se hvad det var han snakkede om og børnene kunne endda prøve at holde en tavle fyldt med honning (Sådan en vejer et par kilo, så den er lidt tung).

fredag den 9. august 2013

Markeds forberedelser

I morgen står min familie og jeg for fjerde år med vores honning-stand på Struer sansefestival. Derfor stod den i dag på forberedelser, masser af forberedelser.

Jeg har skrællet tavler og min far har slynget honning, lillebror har lavet logo som skal stryges på t-shirts og mor har sat etiketter på alle honningglassene.


Jeg elsker at være på marked, især når vi selv har en stand. Så nu glæder jeg mig bare til i morgen og håber at vejret holder. Er du i nærheden burde du helt sikkert kigge forbi, det er en super hyggelig fødevarerfestival med masser af spændende boder.

tirsdag den 6. august 2013

Hjemme igen...

... Efter en skøn uge i Østrig, nærmere bestemt Tyrol, endnu nærmere bestemt den lille by Alpbach.
Det var en rigtig god og tiltrængt ferie, naturen var helt vidunderlig og det blev nydt i fulde drag. Jeg har ikke fået sorteret billederne helt endnu, men I får da lige en lille billedspam alligevel.

Morgenmad på en rasteplads ved den tyske motorvej

Alle husene var i denne stil, med masser af blomster i altankasserne

Udsigten fra vores terrasse

Udsigten fra toppen af en alp og ja, de hvide klatter er skyerne under os

Gåtur langs den smukkeste turkisblå flod