Trofast er navnet på min bamse, jeg har haft ham siden jeg var tre år gammel. Hvilket gør Trofast til en meget gammel hund. Jeg husker ikke hvornår han første gang måtte syes, men gennem årene er det blevet til en hel del gange. Den anden dag måtte jeg så i gang med nål og tråd igen, der var hul i nakken og på benet, så fyldet var ved at smutte ud.
Desværre må jeg nok sande at det blev en af de sidste gange at jeg kan sy ham sammen. Stoffet er ved at være så gammelt og tyndslidt efter mange kram og lege, at det simpelthen ikke er til at sy i. Ak ja, kommer der flere huller nu, er jeg bange for at jeg ikke kan rede ham igen.
Heldigvis er han ikke længere i brug som sovedyr, nu sidder han bare på en hylde og holder vagt, og det slider jo ikke så meget. Selv om jeg er alt for gammel til bamser håber jeg nu at Trofast vil leve mange år endnu.
Hvorfor nu et indlæg om min bamse? Jo, fordi jeg tror alle børn på et eller andet tidspunkt får en bamse eller dukke, som af en eller anden uforklarlig grund bliver deres yndlings. Den skal med overalt og er den eneste man ved at man kan stole på lige meget hvad der sker, og selv om der sikkert også er mange andre fine bamser vil man blive ved med at vende tilbage til den ene.
Ligesom jeg gjorde med Trofast.
Det er noget jeg tænker på hver gang jeg sidder og hækler en ting til et barn, hvad nu hvis lige denne lille ting ender som yndlingsbamsen, alt den glæde det ville kunne skabe. Tænk sig at skabe noget så fantastisk.
Sandsynligvis sker det ikke, men man kan jo altid drømme og nyde tanken.
Sikke et fint indlæg. Kan huske at min søster havde en bamse der lignede meget din, bare i brun. Som hun også havde med alle mulige steder. Det blev også syet en masse gange.Ved faktisk ikke hvad der blev af den.
SvarSlet