torsdag den 28. maj 2015

Råsyltede rabarber



Rabarbersæsonen er ved at være godt over os og jeg elsker rabarber. Sæsonen for rabarber er lang, derfor kan man godt nå at blive lidt træt af tærte og saft, inden vi er igennem. Så jeg har været på jagt efter alternative opskrifter med rabarber. Jeg faldt over en  opskrift på råsyltede rabarber, der så vildt lækre ud. Den oprindelige opskrift er med sukker, men når nu man har en biavler i familien...
Jeg lavede faktisk både en med sukker og en med honning, for at kunne sammenligne, og den med honning var helt klart bedst. Den har en meget mere rund og krydret smag end den man får fra hvidt sukker.

Det bedste er at det tager maks. et kvarter at lave og så har du det lækreste tilbehør til is, kage eller hvad du nu kan finde på. Opskriften skal I selvfølgelig ikke snydes for.



Råsyltede rabarber
Som tilbehør til 4 pers.
Du skal bruge:
1 stængel rabarber (ca. 100 g)
2 spsk. honning

Skær rabarberne i meget tynde skiver, ca. 1-2 millimeter. Jo tyndere jo bedre, brug en meget skarp kniv, det gør det noget nemmere at skære så tyndt.
Læg rabarberskiverne i en skål, bland med honning og lad det stå og trække i mindst ti minutter inden du serverer.

Serveres som tilbehør til en god vaniljeis, et stykke kage, lørdagskyllingen eller hvad du kan finde på.
Rabarberne kan holde sig et par dage i en lukket beholder i køleskabet.

torsdag den 21. maj 2015

Kryddersalt

For et par uger siden kom min familie forbi, de havde været så søde at stoppe i Middelfart og samle en kæmpe pose ramsløg til mig.
Så der skulle selvfølgelig laves en omgang kryddersalt.



Hvis du ikke allerede laver det selv, burde du helt bestemt begynde på det. Det er det nemmeste i verden og så smager det himmelsk. For god ordens skyld vil jeg også lige skrive en opskrift.

Kryddersalt med ramsløg
Du skal bruge:

Masser af ramsløg
Groft salt
Minihakker eller blender
Køkkenrulle

Sådan gør du:

Skyl dine ramsløg, lad dem blive så tørre som muligt. Put dem i minihakkeren, hæld salt over og WRUMM, blend det sammen til en næsten homogen masse.
Det gør ikke noget at der er meget ramsløg i forhold til salt, og heller ikke at det bliver rimelig vådt i det.
Når det er blendet godt, så du ikke kan skelne salt fra plante. Dækker du en bageplade med køkkenrulle, gerne dobbelt lag. Breder din ramsløg-salt mos ud over og stiller det et eller  andet sted hvor det ikke er i vejen.


Nu venter du så bare et par dage, på at det tørre. Når du engang imellem kommer forbi, vender du lige lidt rundt i det med en ske.

Tilsidst hælder du det på fine små glas, laver en æggemad og drysser med den skønneste salt ;)

Det kan selvfølgelig også laves med alle mulige andre krydderurter, jeg lavede også en med løvstikke, timian, citronmelisse og ramsløg.

torsdag den 7. maj 2015

Sukkersøde slikposer

Sidste weekend tog kæresten og jeg et smut til København for at besøge hans bror. Aftenen skulle gå med Netflix maraton og til det hører naturligvis rigelige mængder slik. Heldigvis er København fyldt med slikbutikker, vi fandt en bland selv butik med et super godt udvalg og de sødeste slikposer!


Jeg syntes de var så fine med deres lidt gammeldags look og den sarte lyserøde farve, så jeg måtte simpelthen have et par stykker med mig hjem. Jeg tror måske manden bag kassen syntes det var lidt underligt, men han bad mig blot lægge dem på vægten sammen med alt det andet.


Jeg tænker at poserne skal bruges som indpakning til nogle små gaver evt. den spiselige af slagsen, da poserne jo er fødevarer godkendte.

fredag den 1. maj 2015

En julegris lidt uden for sæson

For efterhånden tre år siden, købte jeg et sy-kit ved Panduro Hobby's januar udsalg, med den skønneste julegris. Jeg har ofte flyttet lidt rundt på kittet og tænkt at nu skulle jeg også snart tage mig sammen til at få den syet, især op til jul har den dårlige samvittighed naget, og i januar har jeg måttet konstatere, at det heller ikke blev til noget denne jul.
Så i forrige weekend da symaskinen alligevel var fremme for at sy puder og jeg for en gangs skyld havde tiden til det, besluttede jeg mig for, at nu skulle det altså være.


Nu er kittet endelig omdannet fra et par stofstykker til en skøn lille julegris. Jeg synes den er blevet helt perfekt og jeg glæder mig helt vildt til det bliver jul, så den kan flytte ind i min stue for en tid.
Den var super nem at lave og instruktionerne var meget letlæselige og nemme at følge. Nogle gange er den største forhindring bare at få hul på det.